Styrket familiepleje: Aarhus skal være landets bedste kommune at være plejefamilie i
I Aarhus har vi et stærkt fagligt miljø for plejefamilier, og plejefamilierne er generelt godt tilfredse med samarbejdet og den støtte, de får.
Men antallet af plejefamilier falder i Danmark og plejeforældrenes gennemsnitsalder er stigende. Vi oplever – ligesom andre kommuner – store udfordringer med at rekruttere tilstrækkeligt mange og tilstrækkeligt kvalificerede plejefamilier.
VI har brug for stærke plejefamilier, som kan tilbyde et godt, trygt og omsorgsfuldt hjem for de anbragte børn og unge.
Derudover har reformer, ændringer i lovgivning og socialpolitiske intentioner over tid medført, at flere børn anbringes i familiepleje – også børn med komplekse problemstillinger og behov for specialiseret behandling. Det stiller store krav til den enkelte plejefamilie. Vi har som kommune en forpligtelse til at stille den nødvendige hjælp og støtte til rådighed.
Derfor har vi:
Investeret i bedre støtte af plejefamilier, hvor anbringelserne er udfordrede, og der er begyndende tegn på, at anbringelsen kan ophøre.
Ansat en netværkskonsulent, som skal drive netværksgrupper for børn og unge i familiepleje, så de i højere grad får mulighed for at mødes med ligestillede børn.
Fokus på at styrke plejebørns skolegang og sikre, at flere trives i skolen, får en stabil skolegang og gennemfører grundskolen. Vi ansætter en læringskonsulent, som skal hjælpe og støtte børnene og deres plejefamilier.